Jeg skal tenke kreativt rundt Brechts Det gode menneske fra Sezuan, og dette kvinnemennesket, en prostituert, ganske sikkert rusmisbruker, men først og fremst ensom, er et av disse jeg skal drodle rundt, og med. Har hun egentlig grønne sko? Jeg er ikke sikker. Bruker hun nettingstrømper? Jeg vet ikke. Er det blondt, håret som henger som tjafser nedover skuldrene? Uvisst! Men tungsinn har hun, og dét ser jeg for meg at kvinner med nettingstømper, grønne sko og blondert hår ofte har.I vores land
burde der aldrig være triste aftener,
og høje broer over floden,
ikke timen mellem nat og morgen,
og den lange, mørke vinter: det er også farligt.
For i al elendigheden
skal der ikke meget til
før menneskene befrir sig
for deres uudholdelige liv!
burde der aldrig være triste aftener,
og høje broer over floden,
ikke timen mellem nat og morgen,
og den lange, mørke vinter: det er også farligt.
For i al elendigheden
skal der ikke meget til
før menneskene befrir sig
for deres uudholdelige liv!
Hun møter en mann, dystrere enn seg selv, med løkka rundt halsen. Men så er de i det minste to. Man sier at minus og minus blir pluss. Kan man håpe på en happy ending? Jeg vet ikke; det er jo Brecht, dette. Men jeg tillater meg å sitere Adorno, som sier at «å gjøre det katastrofale imaginært godt igjen, det er kunstens negativitet, dens methexis med mørket.» Enkelte ganger bør katastrofen få være hva den er. Enn så lenge, sitter hun der, med hodet i hånden, og venter. Sånn er det å drive drama.
